Utilfreds i dit job? Så tag ansvar

Er du utilfreds i dit job? Føler du, at du »sidder fast«? Savner du mening? Ser du mest af alt frem til ferier, weekender og Netflix? Så er du ikke alene. Ifølge en Gallup undersøgelse fra 2013 er 79 pct. af danskerne utilfredse eller ikke fuldt ud engagerede i deres arbejde. Utilfredsheden skyldes ofte, at vi er mere reaktive end proaktive.

Hvad er en reaktiv karriere?

I en reaktiv karriere reagerer du primært på dine omgivelser og afventer de opgaver og muligheder, der kommer fra andre. Groft sagt bestiller du ikke selv retterne på menukortet, men nøjes med det, som bliver serveret. »Jeg har ikke andre muligheder,« siger du og fortæller dig selv, at du jo ikke er den, der sætter dagsordenen.

Du er meget optaget af, hvad du ikke ønsker i et job såsom en dårlig chef, kedelige opgaver og manglende anerkendelse. Hvad du vil er dog mere uklart. Det øger sandsynligheden for, at du »driver« i din karriere og ender med at lave noget meningsløst.

Du brokker dig over din inkompetente leder til ægtefællen og kollegerne. Det kan virke rart at få afløb for sin frustration. Men i virkeligheden øger brokkeriet blot dit fokus på alt det, der ikke virker, hvilket bare gør dig endnu mere utilfreds.

Når utilfredsheden har ulmet for længe, reagerer du ved at tage et nyt job for at »komme væk fra din chef« eller »prøve noget andet«. Men når du tager en beslutning baseret på alt det, du vil undgå, frem for alt det du vil opnå, øger det sandsynligheden for at ende i endnu et »dårligt« job.

De reaktive føler oftest, at de spilder tiden, sidder fast, mangler retning, mening, energi og udvikling, hvilket fører til utilfredshed.

En proaktiv karriere er omvendt

En proaktiv karriere er omvendt baseret på dine ønsker om, hvad du vil opnå. I dit arbejde er du fokuseret på, hvad du kan, hvad du skal lære, og hvor du vil hen. Når du kender din destination, har du nemmere ved at se, opsøge og handle på de muligheder, som vil hjælpe dig. Og hvis ikke mulighederne findes, så skaber du dem selv. Du tager 100 pct. ansvar for alt det, du kan kontrollere i en fast tro på, at du kan påvirke dine omgivelser, få indflydelse og opnå det, du drømmer om.

De proaktive føler sig generelt mere tilfredse, handlekraftige og engagerede, da de oplever, at de har kontrol over deres arbejde, udvikler sig og gør fremskridt. Et studie fra Harvard viser, at den vigtigste faktor for tilfredshed netop er følelsen af fremskridt mod et meningsfyldt mål.

Så hvis en proaktiv karriere giver os større tilfredshed, hvorfor havner størstedelen af os så i den reaktive karrieres rille?

I en travl hverdag er det lettest at være reaktiv, løse de vante opgaver og få ros for det.

Det er svært at mærke efter, hvad vi vil, når vi har travlt med 117 ting, som helst skal laves, inden ugen er omme.

Vi er mere trænede i at fokusere på det negative, og hvad vi gerne vil undgå. Inden vi er fyldt tre år, har vi hørt ordet »nej« 281.600 gange, og som børn hører vi meget om, hvad vi ikke må og kan.

Vi mangler troen på, at vi kan opnå det, vi vil. Vi frygter måske at fejle, og hvad andre vil tænke om os, hvis vi går efter det, vi ønsker. Læs her hvordan du lykkedes selvom du mangler troen på dig selv.

Men den største fejl er at fortsætte med at være utilfreds fra mandag til fredag og fortryde, at du aldrig turde sætte og forfølge egne mål.

Hvordan bliver du mere proaktiv og tilfreds?

Hvis du er træt af at være utilfreds i dit job, kræver det, at du erkender, at din karriere er dit ansvar. I en reaktiv karriere kan du slippe afsted med at bebrejde andre og brokke dig over, at du ikke er kommet længere. Men en proaktiv karriere handler om at tage 100 pct. ansvar for der, hvor du er nu og der, hvor du gerne vil hen.

Det gør du ved at afklare følgende:

  • Hvor du er nu? Hvad kan du? Hvad er der af muligheder? Hvad interesserer du dig for?
  • Hvor vil du gerne hen? Hvad vil du opnå? Hvad er dit potentiale? Hvad skal du lære? Hvad kan du skabe af værdi? Hvorfor det er vigtigt for dig? Læs mere om hvordan du sætter mål her.
  • Hvad er første skridt? Du behøver ikke at have kortlagt hele vejen. Bare tag første skridt og start med at gå i den rigtige retning.

En proaktiv karriere er ikke et let quick fix. Det kræver fokus og hårdt arbejde at realisere sine ønsker. Men jeg lover dig, at det er langt mere tilfredsstillende end kun at se frem til næste afsnit af Netflix-serien.

Oprindeligt publiceret i Berlingske Business.